Danskerne er blevet bedre til at spare på energien. I hvert fald viser den halvårlige energistatistik fra Energistyrelsen et fald i det faktiske energiforbrug på 3,6 procent i første halvdel af 2019 sammenlignet med 2018.
Tallene viser også, at der er brugt betydeligt mindre kul og naturgas. Forbruget af kul er faldet med over 30 procent, mens naturgas er gået ned med cirka 10 procent.
Til gengæld er både vind og sol steppet op. Bedre vindforhold i de første seks måneder har sendt vindmøllerne på reelle snurreturer, så produktionen er steget med over 22 procent. Stigningen i vindkraftproduktionen bidrager til et fald i det samlede energiforbrug, da vindkraftanlæg producerer strøm uden tab af brugbar energi, mens el produceret på termiske kraftværker (med kul, gas og biomasse) også afstedkommer et konverteringstab.
Elproduktionen fra solceller var 6,9 procent højere end i 1. halvdel 2018. Den største forskel ses i marts og april, hvor der var 46 procent flere solskinstimer i 2019 end i samme periode i 2018. Desuden blev der i perioden idriftsat flere solceller med en samlet kapacitet på 10,2 MW. Elproduktionen fra solceller i 1. halvår af 2019 var 37,4 procent højere end den gennemsnitlige elproduktion fra solceller i de forudgående fem år.
Kilde: Energistyrelsen