Vadehavscentret i Vester Vedsted, som er et besøgscenter for Verdensarv Vadehavet (Unesco), har vundet Nordisk Lyspris 2018. Dermed er det femte gang ud af ti, at prisen bliver givet til et dansk projekt.
Vadehavscentret, der ligger sydvest for Ribe og er tegnet af Dorte Mandrup, er en moderne fortolkning af den lokale bygningstradition med tag og facader af tagrør. Udstillingen ”Trækfuglenes vadehav” er skabt af JAC studios i samarbejde med Jason Bruges Studio, No Parking Productions og med Fortheloveoflight som lysdesigner.
Udstillingen er en totaloplevelse, hvor udstillingen af autentiske ting fra Vadehavet spiller sammen med inventaret, lysdesignet og arkitekturen. Udstillingen viser med stor indlevelse Vadehavet og trækfuglene, og der er en flot balance mellem kommunikation og æstetik.
Juryens udtalelse om projektet:
”Projektet er komplekst og med mange lag både visuelt og indholdsmæssigt og alligevel underspillet og roligt. Det tonede lys omslutter blødt kærtegnende det flygtige og skrøbelige fuglerige. Hierarkiet i udstillingen ses tydeligt gennem forskellige lag af lys. Det bløde dagslys og den kunstige belysning er i god harmoni. Installationen er realiseret med omhyggeligt designede lysarmaturer opsat i lysskinner og styret med moderne lysstyringsteknologi, som kan fjernbetjenes. Resultatet er et holistisk nordisk lysdesign”.
– Det er en stor ære for hele teamet bag designet af Vadehavscentet at modtage den Nordiske Lyspris. For os er prisen en anerkendelse af den engagerede og tværfaglige proces, der ligger bag gennemførelsen af projektet. En proces, hvor lysdesignet har været en del af processen lige fra begyndelsen, siger udstillingsarkitekt Johan Carlsson, JAC studios.