Dansk miljøpolitik står til UG – med kryds og slange og hele pibetøjet for nu at blive i lidt gamle termer. Det er Det Internationale Energiagentur (IEA), som roser Danmark i en ny og meget grundig analyse. De pæne ord skyldes bl.a. de billige vindmøller, gode kabelforbindelser til nabolandene og udsigten til konkurrence mellem energityperne inden for VE.
Den fine karakterbog var den ansvarlige minister naturligvis glad for.
– Danmarks energisystem er i verdensklasse. Vi har en tårnhøj forsyningssikkerhed og er det land i verden med mest vindenergi. Dermed er Danmark et forbillede for udviklingen i resten af verden, hvor sol og vind også er på vej ind i rekordtempo, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).
En analyse skal naturligvis også komme med nogle forbedringsmuligheder. Her skød IEA bl.a. på den meget høje el-pris, der efter agenturets mening hindrer en endnu større udbredelse af elektrificeringen her i landet, ligesom man peger på, at der godt kunne komme endnu mere konkurrence mellem de forskellige energityper. Og ministeren er helt enig.
– Jeg er meget enig i IEA’s anbefalinger. Vi har tidligere i år aftalt teknologineutrale udbud af sol og vind og for nyligt besluttede vi at sænke afgiften på el til opvarmning. Men vi skal videre af den vej, og jeg ser frem til at fremlægge regeringens bud på en kommende energiaftale næste år, siger Lars Chr. Lilleholt (V).