Lan-Com A/S i Smørum introducerer nyt it kabelsystem, GIGA-LAN Zone, som er specielt designet til datacentre, mindre virksomheder, forretninger, håndværksmestre, private hjem og mange andre formål.
Det er et kategori 6 U-UTP kabelsystem, hvor kablet kun har en diameter på 3,50 mm mod de traditionelle kat 6 U-UTP kabler, som har næsten den dobbelte diameter. Det giver en række fordele som for eksempel bedre plads i føringsvejene. Kabelkanaler og kabelbakker udgør en meget stor del af den samlede nypris for en datainstallation og med det nye Zone Kabel System kan en del af denne udgift spares væk.
Et tyndt og mere fleksibelt kabel er også betydeligt nemmere at installere og det sparer dermed også tid og penge for den enkelte installatør. Da der er mindre kobber i kablet, er det også billigere end de traditionelle kat 6 kabler.
Det har taget Lan-Com og deres samarbejdspartner mere end et år at komme til dette resultat. Kablet er et 4 pars kabel, hvor hver leder er AWG28. Det har samme specifikationer som et almindeligt Kat 6 kabel, hvad angår NEXT, FEXT Return los, impedans OSV. Dog har kablet en større dæmpning, hvilket gør, at den maksimale længde (PL) er 60 m.
For at kunne terminere det nye kabel kræves der ligeledes en ny RJ45 Jack med skæreklemmer, der kan håndtere AWG 28 ledere. Dette er naturligvis også en del af det nye kabelsystem. Alle andre komponenter til systemet er de samme som det traditionelle kabelsystem. DVS Patch Paneler, udtag samt Patch Kabler.