
Grillen og pølserne var atter fremme hos det horsensianske elinstallatørfirma VS Automatic A/S. Det var tid til at fejre uddannelsen af tre nye svende – Katrine Vagtborg Bladt, Peter Eisner og Mikkel Kjær Jørgensen, der med svendebrevet i hånden har haft deres sidste dage som lærlinge. Sidstnævnte har ovenikøbet modtaget TEKNIQ Arbejdsgivernes medalje, som gives til særligt fagligt dygtige svende.
– Det er altid en festdag, når vores lærlinge gør deres uddannelse færdig, siger direktør i VS Automatic, Torben Steffensen.
– Vi har brug for god arbejdskraft i branchen for at kunne nå vores mål om et grønnere samfund, og vi er glade og stolte over at være med til at sørge for den arbejdskraft.
Katrine Vagtborg Bladt og Mikkel Kjær Jørgensen fortsætter begge hverdagen som elektrikere i VS Automatic. Nu med mere ansvar men samme mængde godt fællesskab med kollegerne.
– De har alle tre været engagerede og arbejdsomme lærlinge, der har udviklet sig til at blive nogle dygtige elektrikere, og derfor er vi rigtig glade for, at både Katrine og Mikkel gerne vil blive hos os, siger Torben Steffensen.
For Peter Eisner venter næste eventyr i Australien, hvor han med en gruppe kammerater rejser ned for at arbejde og opleve landet.
– Bagefter har jeg overvejet at læse videre, men det er ikke fastlagt. Tiden vil vise, hvordan det går, men at vende tilbage til VS er heller ikke udelukket, siger han.
Kilde: VS Automatic

