Energitilsynet har politianmeldt to energiselskaber. Baggrunden for anmeldelsen er mistanke om markedsmanipulation. De to markedsaktører har indgået i transaktioner, så prisen på et eller flere engrosenergiprodukter har ligget på et kunstigt niveau, vurderer tilsynet.
Den politianmeldte handelsaktivitet er foregået på det nordiske intraday-marked for elektricitet, Elbas, hvor markedsaktører handler strøm helt frem til en time inden levering. Der er efter Energitilsynets vurdering tale om en handelsaktivitet, hvorefter markedsaktørerne har hamstret al tilgængelig kapacitet på transmissionsforbindelserne ved at handle med sig selv, også kaldet capacity hoarding, hvilket bl.a. har haft konsekvenser for konkurrencen på markedet.
Energitilsynet vurderer helt konkret, at de to selskaber har overtrådt forbuddet mod markedsmanipulation i artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1227/2011 om integritet og gennemsigtighed på engrosenergimarkederne (REMIT). Energitilsynet har derfor overgivet sagerne til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), der er den relevante politimyndighed på området.