
Inden 2030 skal der, ifølge klimaaftalen fra 2022, udpeges over 36.000 hektar, der kan anvendes til sol- og vindenergi.
Et nyt projekt, Dreams, anviser dog, at der er en smutvej. I stedet for at skulle hele møllen igennem med at finde, hvad der svarer til 73.000 fodboldbaner, kan man med fordel kigge gamle miljøvurderinger igennem. Det kan speede processen gevaldigt op
– 36.000 hektar er et enormt område, som bliver svært at finde i et lille land som Danmark, hvor hver enkelt hektar allerede er udnyttet til et andet formål. Ambitionen stiller også krav om en langt mere effektiv proces, end vi ser i dag. Det er her, hvor vi i Dreams-projektet ser store muligheder i at bruge erfaringer fra tidligere miljøvurderinger, siger Ivar Lyhne, der er lektor og Ph.d. i miljøvurderinger på Aalborg Universitet (AAU), der også er tilknyttet projektet, som har affødt rapporten.
Projektet er et bredt konsortium, der består af universiteter, konsulentvirksomheder, bygherrer og myndigheder. De arbejder blandt andet for at samle miljøvurderinger digitalt, og gøre det nemt at søge data derfra og få overblik.
Dataene er indsamlet, struktureret og stillet til rådighed gennem Danmarks Miljøportal, som er et fællesoffentligt datasamarbejde.
I deres rapport “Acceleration af VE på land”, analyserer de ti seneste miljø- og miljøkonsekvensrapporter indenfor solceller og landvind hver især, og viser de typiske miljøfaktorer, der har betydning for udpegning af områder til solceller og landvind, og hvordan de konkrete miljøforhold kan håndteres.
– Der er mange aktører involveret i placeringen af solceller og landvind, og der er varierende viden om, hvor miljøforhold giver mulighed for eller gør det umuligt, at placere solceller og vind. Rapporten er en del af Dreams-projektets ambition om at lave en fælles database med viden fra tidligere miljøvurderinger, som kan være et fælles udgangspunkt for aktørerne – både i forhold til placering af sol og vind og i forhold til, hvad der skal undersøges i processen, siger Ivar Lyhne.
Det fællesoffentlige datasamarbejde, Danmarks Miljøportal, er del af projektet, som de mener kan skubbe til den grønne omstilling.
– Miljøvurderinger er centrale for at træffe informerede beslutninger, og derfor er det til stor gavn for den grønne omstilling at samle data, så beslutningstagere kan foretage de nødvendige afvejninger af, hvordan arealer skal anvendes, og så man samtidig tager hensyn til både miljø, biodiversitet, rekreative formål m.m., siger Nils Høgsted, der er sekretariatsleder i Danmarks Miljøportal.
EU-kommissionen og flere andre internationale organisationer følger tæt med i Danmarks arbejde med at digitalisere viden fra tidligere miljøvurderinger, da projektet anses for at være blandt de allermest innovative på området.
Projektet er et Innovationsprojekt støttet af Innovationsfonden.
Kilde: Dreams

