Kom til Lysets Dag den 12. september og få opdateret den nyeste viden om, hvad der rør sig på belysningsområdet lige nu. Dansk Center for Lys har inviteret en række eksperter fra ind- og udland til at fortælle under titlen “Need to Know”. På konferencen kan gæsterne blandt andet høre om de nye tiltag i bygningsreglementet 2018 og om den nye europæiske dagslysstandard. Der vil også være indlæg om flicker og blænding og brugen af ny LED-teknologi i f.eks. mediearkitektur. Inspirationen fortsætter i pauserne, hvor deltagerne kan gå på opdagelse i udstillingen.
Kom og mød:
Glenn Shrum, director lighting design, Parsons School of Design, New York
Glenn Shrum vil beskrive lysets unikke egenskaber ved at se på begrebet Lightness.
Lysdsignere forsøger typisk at mestre lyset ved at skabe kontrol over de forhold, hvorunder lyset skal virke. Hvordan ville vores lysdesignpraksis ændre sig, hvis vi skiftede fokus fra det at kontrollere de enkelte bestanddele i lysets uforudsigelighed til i stedet at beskæftige os med lysheden?
Harald Haas, Ph.D. professor, University of Edinburgh, Skotland
Harald Haas er blandt andet kendt for sin TED talk: “Wireless Data from Every Light Bulb”. Han var med til at introducere LiFi i 2011 og vil fortælle om de fordele, der er ved LiFi, såsom større sikkerhed. Han vil også komme ind på de udfordringer, der er i forbindelse med at kommercialisere denne nye teknologi.
Robert Müller, Head of Lighting Design, Bartenbach, Østrig
Ny forskning om lysets ikke-visuelle effekter på mennesker tilfører et nyt lag til den måde, lysdesignere må tænke på.. Robert Müller vil fortælle om, hvordan Bartenbach arbejder med den nye viden. Han vil blandt andet vise eksempler fra projekter som: Psykiatrisygehus Slagelse, Helmut-G.-Walther Clinical Centre, Garmisch Partenkirchen Medical Center og JTI Headquater i Geneve.
Jason Bruges, arkitekt og kunstner, London
Jason Bruges’ arbejde blander arkitektur med interaktionsdesign, og han bruger en højteknologisk blandet mediepalette til at udforske forestillinger, tidsbaserede interventioner og dynamiske, rumlige oplevelser. I Danmark er Jason Bruges kendt for installationen ”Digital Ornithology” på Vadehavscentret ved Ribe.
Se det fulde program på http://www.lysetsdag.dk
Tidspunkt: onsdag den 12. september 2018, kl. 10.00 – 18.00
Sted: Marketenderiet, Kirsten Walthers Vej 5, 2500 Valby