TDC NetCo og Entreprenørfirmaet Nordkysten går nu sammen i et joint venture, som skal bidrage til opfylde TDC’s ambitiøse planer for etablering af fibernet.
Det nye, fællesejede selskab Fiberkysten skal allerede efter sommerferien begynde arbejdet med udrulning af fibernet, som er et centralt strategisk projekt for TDC.
– Vi er godt i gang med at få vores fiberudrulning op i fart, og der kommer kun mere fart på over de næste år. For at det kan lade sig gøre, er det helt afgørende, at vi har den nødvendige kapacitet og de rigtige samarbejdspartnere til at få lagt kablerne i jorden og lavet installationerne hos kunderne. Og der er etableringen af Fiberkysten et meget vigtigt skridt på vejen, siger Henrik Leu Christiansen, leder af fiberudrulning hos TDC NetCo.
TDC NetCo kommer til at eje 60 procent af det nye selskab, som vil fokusere på fiberprojekter på Sjælland.
Nordkysten vil bidrage med maskiner og mandskab til gravearbejdet i forbindelse med fiberprojekterne, mens TDC vil sørge for teknikere, der skal udføre den tekniske del af fibernettet.