
I 2007 så ordningen Early Warning første gang dagen lys. Ordningen går ud på at hjælpe mindre virksomheder, der er kommet i krise, og i løbet af de 15 år har den hjulpet mere end 8.000 virksomheder,
Nu har Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse givet en tillægsbevilling på 12 mio. kr., som sikre, at ordningen kan forstætte i både 2023 og 2024.
Og med den høje inflation, de enorme energiregninger og forsyningsudfordringer, kan der hurtigt blive brug for ordningen i de kommende år.
De aktuelle udfordringer med høj inflation og stigende energipriser presser mange virksomheder, og nogle må desværre også dreje nøglen. Det har store personlige konsekvenser, når en virksomhed går konkurs – og samtidig koster det samfundet dyrt. Med Early Warning-ordningen får virksomheder bedre overlevelsesvilkår eller hjælp til at trække stikket i tide. Vi ved, at det på sigt bliver nemmere at starte virksomhed igen, når man har været gennem en effektiv nedlukning med god rådgivning om, hvordan man viderefører de sunde dele af virksomheden, forklarer Fleming Frederiksen, der er medlem af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og direktør i Svend Frederiksens Maskinfabrik
Om kriseramte virksomheder bør fortsætte med at kæmpe eller skal erklære sig konkurs, står Early Warning klar til at hjælpe med at finde svaret på. Og med de 12 mio. kr. fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse kan Erhvervshus Midtjylland, der leder indsatsen, videreføre rådgivningsordningen i yderligere to år. Hermed kan erhvervshusenes korps af trænede og erfarne konsulenter bestående af 130 frivillige erhvervsfolk, fortsætte deres arbejde.
Kilde: Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse

