Brugen af it bliver en stadig mere integreret del af håndværkernes dagligdag. Interessen for området er stor, hvilket man kunne se på Dansk Byggeris it-messe, der blev holdt i tirsdags i Taastrup hos Teknologisk Institut. I går var det instituttets afdeling i Aarhus, der lagde lokaler til.
I Taastrup var 28 udstillere på plads for at fortælle om de løsninger og muligheder, de kan tilbyde kunder i byggeriet.
Flere udstillere præsenterede på messen deres bud på en samlet it-løsning til kunderne, hvor timeregistrering, ordrestyring med mere er samlet i én pakke. Alt sammen for at spare den enkelte virksomhed for mest muligt tid og effektivisere driften. Dermed frigives tid til udvikling af forretningen.
I øjeblikket er der meget fokus på sikkerhed på nettet. I særdeleshed i forbindelse med modtagelse og afsendelse af e-mails. En af udstillerne på messen havde medbragt deres bud på en sikker løsning til dette problem. Henrik Rolff Petersen fra virksomheden Signflow fortalte om, hvorfor deres løsning er interessant for virksomhederne.
– Installerer en virksomhed løsningen på deres mailsystem, vil alle mails blive sendt afsted med et sikkerhedscertifikat. Modtageren modtager først en mail, hvor de skal bekræfte deres telefonnummer for at kunne tilgå mailen. Det samme gælder, når virksomheden modtager en mail. Der bliver sendt en mail den modsatte vej, hvor afsender så skal verificere sig. På den måde er virksomheden beskyttet mod hackere og spam, forklarer han.