SIF Gruppen A/S – en 100-årig installationsvirksomhed med 350 medarbejdere og hovedsæde i Søborg – rykker tæt på kunderne i Vestsjælland og etablerer ny afdeling med 10 medarbejdere på Stejlhøj i Kalundborg.
– Lokalt nærvær og forankring baseret på medarbejdere med dybe lokale rødder og stor lokal viden udgør en hjørnesten i SIF Gruppens DNA. Vi tror, god service skabes gennem tætte menneskelige relationer. Den kan ikke skabes på distance, og vi vil være en lokal virksomhed, der med lokal arbejdskraft, lokale indkøb og respekt for lokale traditioner bidrager til at udvikle området på områdets egne præmisser, siger administrerende direktør Lars Mejlby.
– På den baggrund ser vi vores nye afdeling i Kalundborg som krumtap i en fortsat udbygning af alle vores aktiviteter i Vestsjælland, og målet er, at afdelingen over de kommende år løbende skal fordoble sine aktiviteter og bemanding, fortæller Lars Mejlby og pointerer, at åbningen i Kalundborg også har et bæredygtigt perspektiv. Det giver jo ingen mening, at vi som led i opgaverne skal bruge tid og benzin på at køre vejene tynde med vores servicebiler på strækningen fra Søborg til kunderne i Vestsjælland. Det er ikke alene spild af arbejdstid, der kunne være brugt bedre sammen med familie og venner, men skaber også en unødvendig CO2-belastning af klimaet.