Dansk Folkeparti har luftet tanken om at gøre BoligJobordningen, populært kaldet for håndværkerfradraget, permanent. Og den er brancheorganisationen Tekniq med på. Hvorvidt ordningen kan blive permanent er dog usikkert, idet landets største parti, Socialdemokratiet, er over i den modsatte grøft. Partiet vil helt sløjfe ordningen i sin nuværende form.
– Det afgørende for os er egentlig ikke, om BoligJobordningen hedder det ene eller det andet. Det vigtige er, at man politisk erkender, at der fortsat er brug for et økonomisk incitament til, at især de private boligejere energirenoverer deres huse, siger Tina Voldby, underdirektør i Tekniq.
Ifølge en undersøgelse fra Bolius falder interessen hos mange boligejere for at gøre deres bolig mere energivenlige, og det er en skam, for med en bygningsmasse, hvor mere end to tredjedele er bygget før 1980, så kunne der nok være brug for, at de fik en kærlig håndværkerhånd.
– Den nuværende BoligJobordning udløber ved årsskiftet. Derfor er det helt afgørende, at man politisk i god tid får taget stilling til, om BoligJobordningen skal videreføres i sin nuværende form. Under alle omstændigheder er der fortsat brug for initiativer og egentlige tilskudsordninger for at få de danske boligejere til at tænke og handle grønt. For grøn tankegang er ikke noget, der kommer af sig selv, og den er ikke gratis, siger Tina Voldby.