Støtteordningen for landvind løb ud den 21. februar 2018. En ny opgørelse viser, at der er blevet rejst mere end dobbelt så mange vindmøller på land, end Energistyrelsen oprindeligt havde forventet i perioden fra den 1. januar 2017. Det er godt for den grønne omstilling og regeringens mål om, at mindst 50 procent af Danmarks energibehov skal dækkes af vedvarende energi i 2030.
Støtteordningen for landvind – populært kaldt ”25-øren” – erstattes fra den 21. februar 2018 af årlige teknologineutrale udbud med vind og sol i 2018 og 2019. Udløbet af den hidtidige støtteordning har medført en markant udbygning med landvind. Energistyrelsens oprindelige skøn for udbygningen fra 1. januar 2017 til 21. februar 2018 lød på 250 MW. Slutopgørelsen viser dog, at hele 537 MW er blevet nettilsluttet i perioden. Vindmøllerne vil samlet set kunne forsyne ca. 400.000 husstande med grøn strøm året rundt og sænke Danmarks CO2-udledninger.
”25-øren” har været finansieret over PSO-afgiften. Landvindudbygningen på sammenlagt 537 MW resulterer isoleret set i en ekstraregning på ca. 1,7 mia. kr., sammenlignet med Energistyrelsens oprindelige skøn på 250 MW. En opdateret PSO-fremskrivning er under udarbejdelse i Energistyrelsen, og eventuelt behov for merfinansiering vil blive afklaret, når fremskrivningen forelægger.
Kilde: Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet