Er der noget så irriterende som hvide samledåser på sort baggrund? Hvide samledåser, der visuelt skriger ned gennem gitterværket på de forsænkede butikslofter eller lysegrå samledåser på smukke sorte sommerhuse og andet moderne byggeri? Det burde være en selvfølge, at det ikke sker, men først nu kan man løse det æstetiske problem med sorte samledåser fra Spelsberg.
– Jeg har været efter vores tyske fabriksfolk om at putte en sort masse i støbemaskinen gennem flere år, men først nu er ideen sluppet gennem nåleøjet dernede, fortæller Carsten Berntsen.
Nu er de så klar til levering, og det er han naturligvis glad for. Kunderne efterspørger dem nemlig.
De nye sorte 2K-12 dåser overholder IP55 og vil typisk blive brugt som forgreningsdåse, samledåse, udtagsdåse osv. Takket være de selvlukkende softmembraner kan den anvendes i kældre og andre fugtige områder.
De sorte samledåser har de samme tekniske fordele som de velkendte lyse Spelsberg-dåser i serien. Der er 12 elastiske og selvlukkende softmembraner i siderne plus yderligere to i bagvæggen. De selvtættende membraner er beregnet til ledninger og kabler fra 2-14 mm, og det er nemt at montere en klemrække, som i øvrigt kan medfølge. Samledåserne er nemme at åbne første gang, for kassen leveres med ”låget på klem”. Næste gang skal låget vippes op med en flad skruetrækker, for når låget er ”klikket” på, så sidder det fast.