Det er midler fra sol- og vindudbuddene i 2018 og 2019, som må lægge ryg til en ny særpulje, der skal støtte behovet for at opsætte testmøller uden for det nationale testcenter i Høvsøre og i Østerild.
Regeringen og Dansk Folkeparti afsatte i september 2017 sammenlagt 150 mio. kr. til opstillingen af forsøgsmøller i 2018-2019 som led i aftalen om en ny støttemodel for vind og sol i 2018-2019. Nu har regeringen og Dansk Folkeparti besluttet at prioritere ekstra midler til demonstration og test af vindmøller på land i 2018 og 2019. Og for at få enderne til at mødes flyttes midler fra sol- og vindudbuddene i 2018 og 2019 til en særlig pulje til testmøller uden for de nationale testcentre, så de kan opnå støtte i 20 år. Særpuljen bliver på i alt godt 200 mio. kr.
Midlerne rækker til opsætning af sammenlagt 35 MW testmøller. Midlerne i ordningen kan søges efter først-til-mølle-princippet med et loft for udbygningen i de enkelte år på 10 MW og 25 MW i henholdsvis 2018 og 2019. Forsøgsmøller, der opnår tilsagn om støtte i 2018, vil blive tildelt 11 øre/kWh i støtte, mens forsøgsmøller, der opnår tilsagn om støtte i 2019, opnår gennemsnittet af de vindende bud fra første udbudsrunde i de teknologineutrale udbud.