
Til august er det slut med de velkendte lysstofrør af typen T5 og T8. Kun det antal, grossisterne vil have tilbage på lageret må sælges, og forventningen er, at de lagre ikke nødvendigvis er særlig store.
Men trods at der skal udfases belysning på samlet set mindst 18 millioner kvadratmeter, går det ikke helt så hurtigt, man skulle forvente.
Og det selvom Energistyrelsen var tidligt ude med gode råd, da beslutningen om udfasningen var en realitet.
– Vi opfordrer virksomhederne til at kontakte deres installatør og skifte til LED så snart som muligt – også for at undgå flaskehalsproblemer, når forbuddet sætter ind, sagde specialkonsulent i Energistyrelsen Thore Stenfeldt, da forbuddet blev vedtaget.
Ofte kan det være en god idé ikke bare at skifte fra det klassiske lysstofrør til en LED-variant, men i stedet skifte til et helt nyt armatur. Det er dog ikke ret mange virksomheder, der har haft det forbud helt inde på nethinden.
– Vi har udskiftet lysstofrør til LED hos en række virksomheder de seneste måneder, men det har aldrig været på kundens foranledning, for de ved ikke, de her regler kommer. Derfor har alle projekterne været for kunder, vi i forvejen samarbejder med, og hvor vi har gjort opmærksom på den kommende ændring, siger Lars Rasmussen, der er servicechef i Elcon i Slagelse, og fortsætter:
– Alle tallene viser, at det giver mening at få skiftet, så snart man kan. Samtidig tikker uret jo også for virksomhederne. Du kan godt undvære et par armaturer i en stor bygning, men så snart det bliver et lidt større antal, så begynder advarselslamperne at blinke, når det gælder arbejdsmiljømæssige forhold såsom arbejdssikkerhed, siger Lars Rasmussen.
Et almindeligt lysstofrør har gennemsnitligt 8.000 brændetimer i sin levetid, mens LED-belysning har mellem 50.000 og 80.000 brændetimer og samtidig forbruger mindre energi. Udskiftningen kommer således både til at gavne miljøet og pengepungen, da de nye varianter af lysstofrør både er billigere i drift, og man med de nye regler ifølge Energistyrelsen vil kunne spare miljøet for næsten 3 ton kviksølv frem mod 2035.
Vurderingen på de 18 mio. kvm står energikoncernen NRGi bag. De har foretaget udregningen på baggrund af offentlige energimærker.
Kilde: Elcon/Energistyrelsen

