Som et af de eneste teleselskaber fik Plenti lov til at beholde deres roamingtillæg – og så alligevel ikke, for den tilladelse har Energistyrelsen nu trukket tilbage. Baggrunden for den oprindelige tilladelse skyldes, at et teleselskab under særlige og ekstraordinære omstændigheder kunne søge Energistyrelsen om tilladelse til at opkræve et tillæg for at få dækket et eventuelt tab på de roamingtjenester, som selskabets kunder bruger i andre EU-lande. Og det fik Plenti tilbage i august.
Men siden er der sket ændringer i de økonomiske forudsætninger, der ligger til grund for den beslutning – herunder TDC Groups køb af ejerandelene i Plenti og senest flytningen af Plentis kunder til TDC’s net, og det har betydet, at selskabet ikke længere opfylder betingelserne. Tilladelsen ophørte den 4. december.