Kører du eller dine ansatte også rundt efter værktøj i løbet af en arbejdsdag? Det sker på de fleste arbejdspladser, og med dagens lønninger er det ret dyrt at bruge tid på at drøne rundt efter et stykke værktøj. Det vil en ny app, NetHire, ændre på.
Visionen bag NetHire er at give håndværkeren overblikket over virksomhedens fællesværktøj på sin smartphone. På den måde kan han hurtigt booke værktøj og maskiner frem i tiden, og se, hvor det befinder sig fysisk uden at skulle lede efter det eller ringe rundt til kollegaer. Samtidig får han med sin NetHire app adgang til Danmarks største netværk af materieludlejere, som på under en time udbringer og afhenter lejegrej direkte på byggepladsen.
Ved at holde medarbejdere på arbejdspladsen fremfor at lade dem agere chauffører, kan man også beholde indtjeningen pr. ansat – et område, hvor mange installationsvirksomheder har det lidt svært, viser en analyse fra Deloitte.
– Hvis en håndværker skal blive mere effektiv uden at løbe hurtigere, skal han blive længere tid på pladsen. Den nemmeste måde at sikre det på er, at han ikke behøver at forlade den, forklarer adm. direktør i NetHire, Steffen Meyer og fortsætter:
– Vi vil gerne sikre, at håndværkeren har de bedst mulige forudsætninger for at få det rigtige værktøj med til opgaven og får resten leveret så hurtigt, at det ikke kan betale sig at forlade arbejdspladsen for at hente det.