Gode karakterer er vigtige ved eksamen, og her kan egenskaber som både flid og dygtighed godt snige sig med ind. Men at være en god kammerat kommer ikke til at stå på noget eksamenspapir. Derfor var netop den egenskab også med, da 28 lærlinge og elever på Tradiums erhvervsuddannelser blev hædret ved den årlige legatoverrækkelse i Helligåndshuset i Randers.
Blandt de 28 legatmodtagere, der alle fik et skulderklap for flid, dygtighed og/eller godt kammeratskab var transport- og logistikelev Kaja Elisabeth Larsson, Grundfos. Kaja holdt takketalen på vegne af alle legatmodtagerne:
– Det er en ære og et stort skulderklap for os, der står her og modtager legater i dag. Nu skal vi ud og vise det gode håndværk og være ambassadører for vores fag, sagde Kaja blandt andet.
Tradiums adm. direktør Lars Michael Madsen holdt traditionen tro velkomsttalen med mange rosende ord til legatmodtagerne, mestrene og donatorerne, inden han fortalte sidste nyt fra Tradium:
– Vi har mange andre spændende ting i støbeskeen. For bare at nævne én: Vi digitaliserer undervisningen på tværs af alle Tradiums uddannelser. Al viden kommer til at ligge på en onlineplatform, sådan som de unge er vant til.
Adm. direktør Per Hastrup, Prodan A/S, der er formand for DI Randers-Norddjurs, deltog som festtaler:
– Jeg er stolt over at stå her i dag. Hjertelig tillykke til hver enkelt af jer med legaterne, som I har modtaget, fordi i har gjort det til UG. Jeg har læst, at vi inden for 10 år kommer til at mangle 44.000 faglærte. Så I bliver en eftertragtet vare. Men I skal fortsætte med at dygtiggøre jer, for hele livet er en læreplads. God vind herfra og endnu engang stort tillykke.