– Vi vil sikre bedre priser til vores kunder, lyder det fra SEF Energi. Det lokale energiselskab på Sydfyn ændrer derfor strategisk retning for indkøb af strøm og køber nu el direkte på Nasdaqs råvarebørs.
– I dag skal man kunne agere hurtigt og nemt for at sikre bedre priser til vores kunder, siger Kenneth Rose, der er elhandler i SEF Energi og derfor konstant holder øje med udviklingen af elpriserne i både Danmark og på det internationale marked.
Indkøb af strøm er en svær størrelse og foregår på et følsomt marked, hvor mange faktorer kan skabe store daglige prisudsving. Påvirkningerne kommer især fra vejrforhold, hvor vind- og solenergi er afhængige af mængden af blæst og solskinstimer. Men elpriserne er især også afhængige af priserne på råstoffer som olie og kul, som anvendes i mange kraftværker til at producere strøm.
– Derfor ser vi frem til at handle på Nasdaq-børsen, så alle interessenter, der er en del af SEF Energi, får gavn af vandet i åen, vinden i møllerne og solen i ansigtet, når der produceres strøm. På den her måde skaber vi simpelthen bedre priser for vores kunder, forklarer Kenneth Rose.