Dataforbruget i Danmark vokser med uformindsket styrke, og der er voksende behov for nye datacentre af alle størrelser. Derfor har Schneider Electric og Kemp & Lauritzen besluttet at styrke deres mangeårige partnerskab og fokus på datacenterprojekter af alle størrelser yderligere.
Konkret er Kemp & Lauritzen udnævnt til elitepartner og opnår dermed den højeste certificering i Schneider Electrics partnerprogram. Certificeringen betyder blandt andet, at Kemp & Lauritzens medarbejdere har modtaget omfattende træning i Schneider Electrics produkter og løsninger til optimalt datacenterdesign.
Salgsdirektør for Schneider Electrics datacenter-division Tina Schou siger:
– Sammen er Kemp & Lauritzen og Schneider Electric specialister i design af datacenterløsninger. Kemp & Lauritzen har både de nødvendige kompetencer og en bred kundeportefølje. Det passer godt ind i vores strategi om at opnå vækst gennem samarbejde med vores partnere.