Så kom spaden i jorden til et projekt, der er ganske unikt. I Bentwisch nær Rostock har Energinet sammen med den tyske partner 50 Hertz, taget det første spadestik til en ny dobbelt omformerstation, “Kriegers Flak – Combined Grid Solution”, hvor man for første gang forbinder to lande via anlæg til havmølleparker.
Sjælland og Nordtyskland forbindes med en el-motorvej ved, at der lægges kabler mellem transformerplatformene til den kommende Kriegers Flak Havmøllepark og den tyske havmøllepark Baltic 2. Når vinden blæser, transporteres vindenergi i land, og når det er stille vejr, kan kablerne bruges til el-handel mellem Danmark og Tyskland.
Da Østdanmark og Tyskland tilhører hver sit synkronområde, og el-systemerne derfor ikke svinger i samme takt, kan el-nettene ikke forbindes direkte, og det er her, at den nye dobbelte omformerstation i Bentwisch kommer ind i billedet. Når strømmen går i land i Tyskland, vil det ene omformeranlæg ændre vekselstrømmen fra det nordiske el-system til jævnstrøm. Umiddelbart herefter ændrer det andet omformeranlæg jævnstrømmen tilbage til vekselstrøm, der nu er synkroniseret med det europæiske el-system. Ved eksport fra Tyskland til Danmark går den modsatte operation i gang.
Det tyske statskontor for Landbrug og Miljø i Rostock gav tilladelse til den dobbelte omformerstation den 30. marts 2017, og opførelsen af anlægget er så småt påbegyndt. Det forventes, at udlandsforbindelsen sættes i drift med udgangen af 2018.
Kilde: Energinet.dk