
Det er ikke så ofte, at en minister kan se på kommentarerne fra diverse organisationer efter lanceringen af et udspil, og konstatere at det bliver modtaget med rosende ord over hele linjen.
Men det er ikke desto mindre det, som er sket efter børne og undervisningsminister Mattias Tesfaye lancerede planerne for at øge optagelsen på de faglige uddannelser.
I erhvervsorganisationen SMVdanmark jubler direktør Jesper Beinov over dagens udspil.
– Det er en glædens dag, for vi står til at miste 80.000 faglærte i dette årti, og derfor er det helt afgørende, at regeringen nu sætter ind med en stor investering. Uden dette historisk høje løft af erhvervsuddannelserne, ville det være nærmest umuligt at komme i mål med vores ambitioner i forhold til eksempelvis den grønne omstilling og energieffektivisering, siger han.
Hos DI taler adm. direktør Lars Sandahl Sørensen om, at det bliver et vendepunkt for erhvervsuddannelserne.
– Lige nu er der for mange, der ikke ved, hvilke muligheder erhvervsuddannelserne kan tilbyde. Derfor giver det rigtig god mening, at et svendebrev nu åbner for endnu flere uddannelser, så den enkelte får mulighed for at vælge den erhvervsuddannelse, man har lyst til, uden at det lukker døre for andre muligheder, siger Lars Sandahl Sørensen.
Hos organisationen TEKNIQ Arbejdsgiverne går Tina Voldby, underdirektør, linjen ud. og tildeler ministeren et 12-tal
– Erhvervsuddannelserne har længe været udsultet økonomisk på grund af manglende politisk fokus. Derfor er vi superglade for, at regeringen nu vil styrke uddannelserne og dermed være med til at sikre de dygtige medarbejdere, som både virksomhederne og samfundet har så hårdt brug for, siger Tina Voldby, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Kilder: SMVdanmark, DI, TEKNIQ Arbejdsgiverne

