1,54 øre/kWh. Så langt nåede støtten til solceller og vindmøller ned ved dette års teknologineutrale udbud, og bekræfter tendensen fra sidste år, hvor støtten havnede på 2,27/kWh. Dermed er der ikke langt til, at støtten til disse projekter kan opføres helt uden statslig støtte, og pengene kan gøre gavn andetsteds.
– Vi har fået langt mere vedvarende energi for langt færre penge end forventet. Det er gode nyheder for den grønne omstilling. Det er gået virkelig stærkt, og meget hurtigere end forventet. Støttesatsen er faldet med yderligere 30 procent på bare ét år, siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen.
De lave støttesatser betyder, at udbuddet i 2019 resulterer i næsten dobbelt så meget vedvarende energi som forventet, til omtrent 2/3-dele af det afsatte budget. Sidste års udbud ledte til fem gange så stor udbygning som forventet. Udbuddene i 2018 og 2019 leder samlet set til en udbygning på mere end 2,5 gange så meget vedvarende energi som forventet, til halvdelen af det forventede støttebudget.
Tidligere i år blev det besluttet at flytte 339 millioner kroner fra støtte til vedvarende energi til andre dele af den grønne omstilling. Af de 258 millioner kroner, der blev afsat til udbuddet i år, er kun ca. 2/3 blevet udmøntet, hvilket indikerer, at flere og flere projekter bliver opstillet uden støtte. Der forventes at blive indgået kontrakt med alle tilbudsgivere.
Kilde: Klima-, energi- og forsyningsministeriet