I løbet af de seneste måneder har fire danskere oplevet, at en såkaldt pyntepære er sprunget med forskellige skader til følge, bl.a. glas i øjne, ansigt og mund. Derfor efterlyser Sikkerhedsstyrelsen nu mere information fra andre, som har haft erfaringer med pyntepærer.
– Vi er i øjeblikket ved at undersøge, hvor de pågældende dekorationspærer er solgt, og om det er den samme producent, der har lavet dem. Vi kan endnu ikke sige noget om, om det er en fejl på et bestemt produkt, et bestemt batch eller en ulykkelig tilfældighed. Mens vi undersøger den del af sagen, vil vi rigtig gerne høre fra forbrugere, som måtte have oplevet lignende episoder med dekorationspærer, siger teamleder i Sikkerhedsstyrelsen Lone Brose.
Det drejer sig om el-pærer, som man typisk bruger uden en lampeskærm, og som ligner gammeldags glødepærer. De har en diameter på 10 til 12 centimeter. Pærer af denne type har de senere år været enormt populære og hænger i rigtigt mange danske hjem. Derfor er det vigtigt at understrege, at Sikkerhedsstyrelsen ingen grund har til at tro, at pærerne over en bred kam er farlige.
Man kan henvende sig på mail til sik@sik.dk. Skriv gerne ”Dekorationspære” i emnefeltet. Man er også velkommen til at ringe ind på styrelsens hovednummer 33 73 20 00 eller skrive en besked via Sikkerhedsstyrelsens Facebook-side.