Byggeriet er en stor og overset kilde til udledning af drivhusgasser, lyder det fra en international ekspertgruppe, Joint Committee on Structural Safety (JCSS) med AAU-professoren Michael Faber i spidsen.
– Klimapåvirkningen er en akut og global udfordring. Byggebranchen såvel som de myndigheder der har ansvar for reguleringen af denne, er nødt til at erkende deres roller i udledningen af drivhusgasser. Ikke kun fra bygningers løbende energiforbrug, men også fra det enorme og voldsomt stigende forbrug af konstruktionsmaterialer og medfølgende konstruktionsprocesser generelt, siger Michael Havbro Faber, formand for JCSS og professor på AAU.
Ekspertgruppen rådgiver normalt den internationale ingeniør- og byggebranche om sikkerhed og risikofaktorer og går meget sjældent ud i offentligheden med budskaber som dette. Senest var det med en fælles erklæring var i 2012, i konteksten af retssagen i Italien mod eksperter der havde rådgivet offentlige myndigheder i Italien omkring risikostyring forud for L’Aquila jordskælvet i 2009.
JCSS ekspertgruppen advarede i deres erklæring skarpt mod mangelfuld risikostyring i det offentlige domæne og et akut behov for etablering af klare protokoller for kommunikation omkring risikostyring mellem ansvarlige myndigheder, eksperter og offentligheden.