Mange danske e-handelsvirksomheder har i større eller mindre grad frygtet Amazons tilstedeværelse på det danske marked. Men den frygt er ubegrundet, viser en ny analyse fra Business Danmark. Selvom mange danske forbrugere også handler på udenlandske sider, så foretrækker over halvdelen af os, nemlig 55 procent, at handle på danske hjemmesider fremfor internationale.
– Danskerne er glade for det danske, og vi skal bestemt tage den tillid og støtte alvorligt. Det er vigtigt, at vi først og fremmest fokuserer på vores egen forretning og sætter kunden i centrum. De danske virksomheder skal ikke lade sig styre af en udenlandsk konkurrent og gøre hele deres strategi til en respons på for eksempel Amazons indtog, siger Jens Neustrup Simonsen, landsformand hos Business Danmark.
Tillid og støtte til danske virksomheder er ifølge undersøgelsen det vigtigste for de danske forbrugere, men det betyder også meget, at det er nemt at returnere varer – og så mener flertallet, at det er mere sikkert at handle på danske hjemmesider fremfor udenlandske. Selvom undersøgelsen er positiv for danske virksomheder, mener Jens Neustrup Simonsen dog ikke, at der er tid til at hvile på laurbærrene.
– Når en stor virksomhed som Amazon træder ind på det danske marked, vil det helt sikkert påvirke den måde, vi handler på i dag og dermed også påvirke og udfordre de danske virksomheder. Online-handel er noget, som langt de fleste danskere benytter i dag. Derfor er det afgørende, hvis virksomheder vil lykkes med online-salg, at de gør kundeservice til en personlig og vedrørende oplevelse på samme måde, som når forbrugerne handler i en butik, siger han.