Regeringen har meldt ud, at den vil beholde boligjobordningen – også kendt under det mere populære navn håndværkerfradraget. Det er ifølge brancheorganisationen Tekniq Arbejdsgiverne positivt, men samtidig understreger man behovet for, at ordningen styrkes og målrettes det område, hvor den gør mest gavn – den grønne omstilling.
– Boligjobordningen er et centralt element, når det gælder om at motivere danskerne til at energieffektivisere deres boliger. Derfor ville det også være et helt forkert signal at sende, hvis man valgte at fjerne ordningen, siger Simon O. Rasmussen, underdirektør i Tekniq Arbejdsgiverne, der repræsenterer 4.300 virksomheder inden for el, VVS og metal.
Han understreger dog samtidig, at der er et akut behov for at kigge nærmere på boligjobordningens omfang og sammensætning, og blandt andet i højere grad dreje fokus væk fra service- og over på håndværkerdelen, hvis ordningen for alvor skal have effekt.
– Først og fremmest bør man udvide ordningen til også at omfatte materialer – og ikke blot håndværkernes arbejdsløn som det er tilfældet i dag. Derudover vil det give god mening at hæve det fradragsberettigede beløb og målrette boligjobordningen indenfor det grønne område, siger Simon O. Rasmussen.