Søren Bundgaard er netop tiltrådt som ny regionschef i Nordjylland hos elinstallationsvirksomheden Mariendal. Han vil fremover have ansvaret for syv nordjyske Mariendal-afdelinger – Aalborg, Vester Hassing, Pandrup, Hals, Brønderslev, Frederikshavn og Skagen – der tæller omkring 100 medarbejdere og udfører alt fra store projekter til mindre service- og installationsopgaver, tyveri- og brandsikring, energioptimering og intelligent styring.
Hos Mariendal vil Søren Bundgaard blandt andet arbejde for, at relationen til de nordjyske kunder bliver yderligere styrket. Det er vigtigt, at kunderne får fordelene af at samle alle opgaver ét sted – både de mere traditionelle inden for elservice og de højt specialiserede.
Søren Bundgaard havde første arbejdsdag hos Mariendal den 1. februar 2018, og han har base på Mariendals hovedkontor på Gasværksvej i Aalborg.