Erstatningssager efter overtrædelser af konkurrenceloven har hidtil været svære at komme efter, fordi bevisbyrden ofte kunne være svær at løfte, bl.a. kunne det være svært at påvise, hvor stort et påstået tab havde været. En spritny lov forsøger at lette de tilgange.
Loven opsætter nye regler for blandt andet fremlæggelse af beviser, formodning for tab, beregning og betaling af renter og retten til fuld erstatning. Desuden hæves forældelsesfristen for konkurrencesager fra tre til fem år. Alt sammen skulle gerne føre til, at forbrugere, virksomheder og myndigheder lettere kan få erstatning i f.eks. kartelsager.
– Med den nye lov implementerer vi et EU-direktiv, som gør det nemmere for forbrugere, virksomheder og myndigheder at få erstatning, hvis de har lidt et tab, fordi konkurrenceretten er blevet overtrådt. Det kommer ikke bare de enkelte skadelidte til gode, men understøtter også en effektiv konkurrence, som i sidste ende fører til lavere priser og et mere varieret udbud til gavn for alle danske forbrugere og virksomheder, forudser erhvervsminister Brian Mikkelsen.
Den nye lov samler alle regler om erstatning i sager om overtrædelser af konkurrenceretten i ét fælles sæt regler, og den træder i kraft den 27. december i år.