Nu sættes der ekstra fokus på sikkerhed og komfort i elevatorer med den nye europæiske standard EN 81-20/50. Standarden vil være bindende for alle anlæg, der tages i drift fra den 1. september 2017 og stiller bl.a. skærpede krav til elevatorkabinens vægge og døre, samt en række forbedringer af belysning, adgangen for serviceteknikere og andre vigtige forhold.
Siden 1. december 2015 har Schindler Elevatorer udarbejdet alle tilbud på installation, service og vedligehold efter den nye standard:
– Vi fremtidssikrer kundernes elevatorer ved i god tid at tage dialogen og planlægge de ændringer, der skal foretages efter de nye regler, siger Sales Manager Carsten Stern Hansen.
– Her er det en stor fordel for kunderne i Danmark, at Schindler-koncernen i næsten to år har arbejdet efter den nye standard. Både når det gælder opgraderingen af eksisterende elevatorer og udviklingen af helt nye modeller. Det giver vores kunder nogle effektive og økonomisk attraktive løsninger, der garanterer dem en stabil drift.
Blandt de nye krav er bedre brandsikring af elevatorkabinerne. De skal samtidig have mere solide vægge for at øge sikkerheden og give mere støjfrie ture i elevatoren. Et tættere sikkerhedslysgitter skal forhindre, at man kan få fingrene i klemme i området omkring døren. Og der skal være bedre belysning, mindst 100 lux, inde i elevatoren, så især personer med nedsat syn hjælpes.
Samtidig styrkes sikkerheden for de serviceteknikere, der vedligeholder elevatorer. Der etableres bl.a. større sikkerhedsområder på elevatorens tag og i skakten, hvor der også skal være bedre belysning samt en inspektions- og kontrolanordning.
Bygherrer og kunder skal også være opmærksomme på, at elevatorer, der er planlagt og installeret i henhold til den gamle standard, ikke længere lovmæssigt kan tages i brug, hvis der skulle opstå forsinkelser i byggefasen, så idriftsættelsen passerer skæringsdatoen 31. august 2017.