Med stadig mere omskiftelig vedvarende energi i el-nettet, vil der på sigt kunne opstå et stigende behov for batterianlæg. Men mens der er tekniske forskrifter for produktionsanlæg og forbrugsinstallationer, så er der ingen forskrifter for de batterianlæg, der det ene øjeblik optager strøm og er forbrugere, og det næste øjeblik sender strøm ud på nettet og agerer som producenter. Faktisk findes der heller ingen EU-regler for batterianlæg for øjeblikket. Der er dog networks codes – en række af tekniske regler og krav, der stilles, for at man kan blive tilsluttet det kollektive elnet.
– Vi har allerede set de første små husstandsbatterier, og store anlæg er også på vej herhjemme. I f.eks. Tyskland er udviklingen endnu længere fremme. Batterier kommer til at fylde mere i elsystemet, og der er brug for, at det sker sikkert, og at batterierne kan spille sammen med det øvrige elsystem. Derfor forsøger vi med en ny teknisk forskrift at være på forkant med den udvikling, som vi forventer, vil tage fart, siger Anders Pallesen Jensen, Energinet.dk.
Derfor har en arbejdsgruppe med repræsentanter fra flere grene af elbranchen i et år forberedt den tekniske forskrift med regler og krav til batterianlæg. Den forskrift bliver nu sendt i høring. Høringen gælder frem til den 14. marts. Mere information her.