Nu skal der for alvor åbnes op for handel med strøm mellem Danmark og Tyskland. Det har ellers været småt med den trafik på baggrund af en række flaskehalse i det tyske el-net. Det har betydet, at kun 11 procent af den reelle handelskapacitet var muligt at bruge i 2016.
En ny aftale mellem energi-, forsynings- og klimaministeriet og det tyske Økonomi- og Energiministerium sikrer, at der stilles et minimumsniveau af kapacitet til rådighed for handel med strøm mellem Jylland og Tyskland.
Aftalen åbnes med en fem måneders lang pilotfase, der begynder fra næste måned, og derefter tager det for alvor fat. Med aftalens implementering per 1. december 2017 skal den minimale tilgængelige kapacitet stige til 400 MW (det var 200 MW i 2016), derefter vil minimumskapaciteten stige til 700 MW i 2018, 900 MW i de første tre måneder af 2019, 1000 MW fra 1. april 2019 og 1100 MW fra 2020. Aftalen løber frem til udgangen af 2020.
De relevante transmissionssystemoperatører, Energinet i Danmark og TenneT i Tyskland, er ansvarlige for implementeringen af aftalen.