På torsdag, den 14. september, er det atter tid for Lysets Dag, og ved dette års arrangement har man valgt at sætte fokus på LED. For en ting er LEDs fantastiske egenskaber, når man står og kigger på alle de teoretiske tal, men hvordan er det ude i virkeligheden – duer LED så?
Det er ganske enkelt tid til at gøre status: Hvad er gået godt og hvad er gået skidt? Hvad kan vi lære af de mange lysdesign med LED, som er i drift? Hvor peger fremtiden hen? Vi står stadig midt i paradigmeskift. Det er svært at vænne sig til, at belysningsløsninger er sart elektronik. At man ikke selv kan skifte en lyskilde, og at indmaden i armaturerne er følsomt for både fugt og spændingsforskelle.
På Lysets Dag kan gæsterne møde en række eksperter fra ind- og udland, som fortæller om deres erfaringer med LED. Derudover er der en udstilling, hvor man i pauserne kan hente inspiration. Rammen om Lysets Dag er Marketenderiet i Valby. Den nyindrettede, historiske bygning var tidligere FLSmidts kantinebygning.
Et lille uddrag af programmet:
Døgnrytmelys:
Dr. Katharina Wulff, ph.d., Oxford Universitet, vil med udgangspunkt i et forskningsprojekt med døgnrytmelys på demensafdelingen på Ceres Centret i Horsens tale om lysets indflydelse på søvn og velbefindende.
Flimmer:
Dr. Pierre Beeckman, Standards and Regulation, Philips Lighting, vil fortælle om metoder til objektiv vurdering af flimmer og stroboskopisk effekt ved LED. Flimmer kan bl.a. forårsage trætte øjne og hovedpine.
LED – So ein Ding:
Mød Nikolaj Sonne kendt fra DR2’s gadgetprogram So ein Ding.
Følg med, når han med LED som udgangspunkt fortæller teknologihistorier, der bl.a. går fra et blikskur langt ude på landet i Kenya – hvor lys er noget, man betaler med mobilen, til de internetforbundne farveladelamper, han selv har i stuen.
Tidspunkt: torsdag 14. september 2017, kl. 10.00-18.00
Sted: Marketenderiet, Kirsten Walthers Vej 5, 2500 Valby
Arrangør: Lysets Dag arrangeres af Dansk Center for Lys, som arbejder for at udbrede kendskabet til godt og hensigtsmæssigt lys.
Det er tiende gang, at Lysets Dag afholdes.