Ligesom i mange andre brancher stiger miljøkravene også inden for marineindustrien. Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt besøgte sammen med Kertemindes borgmester, Hans Luunbjerg, Caverions marineafdeling på Lindø, der arbejder med energiløsninger til skibe rundt om i verden.
I USA stiller de lokale myndigheder i Californien en række krav til de fartøjer, der lægger til kaj. Eksempelvis skal fartøjerne forsynes med strøm fra land, så de ikke forurener i havnene med deres egne dieseldrevne generatorer.
For at imødekomme dette krav har teknikentreprenøren Caverions Marineafdeling på Lindø blandt andet designet en innovativ løsning, der leverer landstrøm til de fartøjer, der ligger til kaj i Californien. Indtil videre har afdelingen leveret 50 installationer, herunder containere med blandt andet mellemspændingsfelter samt kabeltromle med højspændingskabler for forbindelse til land, designet specifikt til kundens behov.
– Der bliver set meget strengt på skibenes miljøbelastning, og miljøkravene i hele verden bliver højere og højere. I dag har vi regler for udledning i dele af Europa, USA og Canada, og tilmed flere nye regler på vej i Asien. Loven i Californien er den hårdeste, og foreskriver i dag, at 50 procent af de flåder, der ligger ved kaj i havne, skal være på landstrøm. I 2020 er det 80 procent, fortæller afdelingsleder i Caverion Marine, Per Koopmann, som sammen med sit erfarne team har udviklet en fleksibel løsning til levering af landstrøm til skibe, der ligger i havn for slukkede motorer.
Transport- og bygningssektorerne ligger tungt på CO2-regnskabet, og udgør tilsammen to tredjedele af Danmarks CO2-udledning.
– Når private virksomheder kan finde effektive energiløsninger, betyder det, at vi med dansk teknologi kan bidrage til at reducere verdens udledning af CO2 markant, uden at vi samtidig stækker vingerne på et vigtigt erhverv som søfart, der sejler 100 mia hjem til Danmark om året, siger Lars Christian Lilleholt.