
I de kommende år skal Vejdirektoratet etablere 32 lade-parker til el-biler og andre eldrevne køretøjer på rastepladser langs motorvejsnettet over hele Danmark.
I alt er der afsat 500 millioner kroner på denne opgave i overensstemmelse med den aftale om Infrastrukturplan 2035, som regeringen indgik før sommerferien med Folketingets øvrige partier.
Som et første skridt i processen frem mod oprettelsen af de mange ladeparker skal Vejdirektoratet beslutte, hvem der skal etablere og drive ladestanderene.
For at få det bedste grundlag for at træffe den beslutning, inviterer Vejdirektoratet til markedsdialog med interesserede parter i branchen.
Markedsdialogen skal inddrage markedets viden og erfaringer og hjælpe Vejdirektoratet med at tilrettelægge den bedst mulige udbudsstrategi ud fra den målsætning, at de seks første ladeparker skal etableres allerede til næste år.
Derudover ønsker Vejdirektoratet også at få skabt interesse for projektet blandt de mulige bydende.
Det er vores forhåbning, at markedsdialogen vil resultere i input fra branchen, der hjælper os til at lave det skarpest mulige udbud, så vi kan komme godt i gang med hele processen frem mod opførslen af der mange ladeparker, siger afdelingsleder Mette Fynbo fra Vejdirektoratet.
Se invitationen til markedsdialogen på Vejdirektoratets leverandørportal.
Kilde: Vejdirektoratet

