Næsten 1.000 virksomheder inden for bygge- og anlæg måtte dreje nøglen om i 2018. Det er 2,6 procent af branchens aktive virksomheder og den højeste andel i hele erhvervslivet – også højere end eksempelvis landbrug, detailhandel og restaurationsbranchen. Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik. Konkurstallet er en stigning på hele 20 procent i forhold til 2017, og er ikke set højere end siden 2010, og passer ikke helt sammen med, at alle taler om opsving.
Hos Dansk Byggeri maner man da også til is i maven, for tallene er slet ikke så slemme, som de kunne se ud i første omgang. De mange konkurser har nemlig ikke berørt tilsvarende mange ansatte.
Ifølge Danmarks Statistik er cirka halvdelen af byggeriets konkurser sket i ikke-aktive virksomheder, som er virksomheder uden ansatte og med en omsætning på maks. 1 million kroner, og en væsentlig andel af dem har slet ikke haft nogen omsætning. I de bygge- og anlægsvirksomheder, der gik konkurs sidste år var der ca. 2.900 beskæftigede, det svarer til 2,95 ansatte pr. konkursvirksomhed i gennemsnit. Og det er væsentlig færre end i 2010, hvor hele 4.200 medarbejdere blev ramt af de 1.005 byggekonkurser, der var det år.
Ifølge Dansk Byggeri er der flere forklaringer på de mange byggekonkurser i 2018.
– For det første er der hård konkurrence i branchen, selv om aktiviteten er høj. For det andet har mange byggevirksomheder svært ved at tjene penge og konsolidere sig. For eksempel er nogle virksomheder vokset kraftigt, men når man går fra at have få opgaver ad gangen til lige pludselig at have mange, så kræver det et andet overblik og en anden organisation, siger cheføkonom hos Dansk Byggeri, Bo Sandberg.