Den 10.-11. april samler den nye Lys & El-messe for første gang aktører inden for hele den danske lys- og designindustri i Bella Centret for at dele viden, nye produkter og netværke. LED-belysning er et af de primære fokusområder på messen. LED-belysning har de seneste år vundet indpas i byggeriet. LED-lys har umiddelbart en række fordele, fordi det sparer energi, holder længe og egner sig godt til intelligente løsninger.
Imidlertid står vi stadig midt i et teknologiskifte inden for hele belysningsområdet. Der er mange faldgruber og nye udbydere, og der er ofte mere fokus på energibesparelser end på, om lyset bliver ordentligt. LED-lys og moderne lysstyring er i dag meget mere kompliceret end tidligere. Brugerne skal leve med resultatet i måske 25 eller 30 år, så det er vigtigt at vælge rigtigt.
Netop mulighederne, men også udfordringerne ved LED-belysning er i centrum, når direktør for Dansk Center for Lys, Anne Bay holder oplæg på Lys & El-messen i Bella Centret torsdag den 11. april. Her vil hun dele sine erfaringer med, hvordan man kan finde den optimale belysningsløsning, hvordan og hvornår man skal tænke belysning ind i byggeplanlægningen, og hvor hele belysningsområdet er på vej hen.