Den danskejede virksomhed Logic Group har netop indgået en aftale med Solar Danmark. Aftalen betyder, at Solar fremover skal forhandle og markedsføre Logic Groups produkter inden for ”Smart Home” og ”Smart Office” til det professionelle marked.
– Det er i den grad en blåstempling af vores produkter og de løsninger, vi kan tilbyde markedet, når en så vigtig aktør og spiller på det professionelle marked vælger at tage vores produkter ind i deres portefølje. Dermed når vi ud til alle landets elektrikere og forhandlere af elartikler på en og samme tid, fortæller CEO Jesper Ib Paulsen fra Logic Group.
Produkterne fra Logic Group er udviklet og designet i Danmark. De skal fremover også produceres og samles i Danmark for at sikre kvaliteten. Alene det faktum skaber interesse både nationalt og internationalt.
– Vi kigger hele tiden ind i markedet for at kunne tilbyde de bedste og mest effektive løsninger. Vi vil være first mover, og det kræver, at vi konstant udvider med nye og tidsrigtige produkter. Derfor samarbejder vi med markedets bedste producenter, så vi kan sikre en høj kvalitet og de bedste produkter på markedet til vores kunder. For os har det derfor været et helt naturligt skridt at tage produkterne fra Logic Group med i vores palet af produkter, fortæller Daniel Svoldgaard, markedsansvarlig for el hos Solar Danmark.