Den blå LK forfradåse fra Schneider Electric er en klassiker, som stort set alle danske elektrikere har stiftet bekendtskab med. På baggrund af ændringer i den europæiske standard EN 60670-1, bliver dåsen udfaset og erstattet af den nye og optimerede LK FUGA Air-forfradåse. Udfasningen skal være gennemført med udgangen af i år, og helt konkret er baggrunden bl.a. et krav om minimum IP30 i dåser for hulrumsvægge.
– Vi vælger allerede nu at udfase vores gamle blå forfradåse, da vi allerede i oktober 2016 lancerede en serie nye, forbedrede forfradåser til den nye FUGA. De er alle IP40 og mere end opfylder den europæiske standard. Derfor er det også et naturligt skridt at udfase den gamle forfradåse, så vi imødekommer de større krav i standarden med vores fremtidssikre installationsdåser, forklarer Mark Bitsch, der er produktchef for LK FUGA i Schneider Electric.
Den nye forfradåse er udarbejdet i et tæt samarbejde med el-branchen og kommer med mere plads, bedre kabelaflastning og effektiv fiksering. De nye forfradåser er alle vindtætte og kommer også i en brandsikker udgave. De passer til det nye udvalg af LK-rammer og understøtter derved det forbedrede LK-installationssystem med den tekniske monteringsramme.