Arbejder man med eller på lifte, så er man uden tvivl stødt på en Falcon Spider Lift. Derimod er TCA-Lift A/S nok ikke helt så kendt, selvom det faktisk er virksomheden bag. Det tager virksomheden nu konsekvensen af, og tager navneforandring til Falcon Lifts A/S, så der bliver mere sammenhæng mellem producent og produkt.
– Det er helt naturligt, at vi skifter navn til Falcon Lifts A/S og hermed høster fordel af, at der er lighedstegn mellem navnet på vores kendte lifte og navnet på vores virksomhed, siger Finn Schlitterlau, som sammen med Thyge Mikkelsen er medejere og direktører i TCA Lift A/S, som fremover hedder Falcon Lifts A/S.
Navneskiftet skal signalere en klar og skarp profil til kunder verden over og være med til at lette arbejdet med at indfri virksomhedens vækstambitioner for de kommende år. Især Asien er et lovende vækstmarked, fordi der i disse år er en voldsom byggeaktivitet med bl.a. en lang række nye lufthavne og shoppingcentre.
Falcon-navnet har sin oprindelse fra virksomheden, som i starten af 70’erne opfandt liften. Virksomhedens navn var E. Falck Schmidt – i daglig tale Falck Schmidt. Virksomhedens forbogstaver var FS, og FS passer også med forbogstaverne til Falcon Spider.