
Der er udsigt til, at det fremover kan blive lettere at få udenlandsk arbejdskraft til landet. Det vurderer Dansk Industri, efter SIRI, Styrelsen for International Rekruttering og Integration, har ændret sagsbehandlings-praksis, når de skal behandle opholdstilladelse til nye og eksisterende medarbejdere uden for EU, der skal arbejde i Danmark.
Forventningen er, at den smidigere sagsbehandling vil få en positiv indvirkning på de stigende sagsbehandlingstider på opholdsgrundlag. Det bliver til glæde for virksomhederne og de internationale medarbejdere, der har valgt at komme til Danmark og arbejde.
Fra nu af kommer ansøgningen om opholds- og arbejdstilladelser til at gå hurtigere igennem, hvis virksomheden har overenskomst. Det er et positivt gennembrud, som vil betyde, at en del virksomheder ikke skal vente i uvished i månedsvis, når de hyrer en medarbejder fra lande uden for EU, fortæller vicedirektør i DI, Steen Nielsen.
SIRI’s sagsbehandlingstid er skudt i vejret i de seneste år. SIRI har et servicemål om at kunne afgøre sagerne inden for 30 dage, men behandlingen af ansøgninger på eksempelvis beløbsordningen tager i øjeblikket xx dage i gennemsnit.
SIRI vurderer, at omkring halvdelen af de virksomheder, der ansøger om godkendelse af internationale nøglemedarbejdere under beløbsordningen, har en overenskomst og er medlem af en arbejdsgiverforening.
Håbet er at den gruppe virksomheder, som ikke har overenskomst, også vil få bragt sagsbehandlingstiden ned. Ved at indføre en lettere proces får SIRI frigjort ressourcer til at tage sig hurtigere af deres ansøgninger også, siger Steen Nielsen.
SIRI vurderer selv, at deres sagsbehandlingstid kan nå tilbage på deres servicemål i løbet af i år.
Kilde: DI

