Det er efterhånden en offentlig hemmelighed, at man kan hente ganske pæne energibesparelser ved at skifte til LED. Og bliver de kombineret med avanceret lysstyring kan selv ganske store investeringer hentes hjem på blot ét eller to år. Som f.eks. hos den nordjyske kølevirksomhed Lundsøe Køl og Frys med hovedsæde i Svenstrup, der, udover selve lysenergibesparelsen, også har glæde af, at LED ikke afgiver varme i nær samme grad som de traditionelle lyskilder. Et stort antal traditionelle lyskilder afgiver varme, så man skal bruge lidt ekstra energi på at holde temperaturen nede.
Kølevirksomheden lever af at levere 60.000 tons lagerplads om året med en temperatur på minus 25 grader, og kundelisten tæller blandt andre Iceberg Seafood i Hirtshals og Royal Greenland i Svenstrup.
Ejerleder Søren Søe-Larsen har netop afsluttet et lidt mere usædvanligt investeringsprojekt. 577 traditionelle lyskilder i form af lysstofrør og natriumlys er af energiselskabet SE (tidligere Nyfors) blevet udskiftet til LED.
– Alle vores lyskilder er nu blevet udskiftet til LED, og det har ikke overraskende givet en meget stor strømbesparelse. Derudover har vi fået installeret intelligent styring, så lyset kun er tændt i de områder, hvor der er behov for det, forklarer han.
– Intelligente sensorløsninger, dørkontakter og porte sikrer, at lyset først tænder, når vi færdes i rummene, og slukker igen, når vi forlader dem. Vi har endda rum, der nu er zoneopdelte, så vi ikke tænder lyset unødigt i de zoner, vi ikke færdes i. Herved sparer vi en masse brændetimer, pointerer han.
Besparelsen hos Lundsøe Køl og Frys er på ikke mindre end 220.000 kilowatttimer om året, og det betyder, at den samlede investering på 380.000 kroner fratrukket tilskud på 105.000 kroner tjenes hjem på bare 1,6 år. Det svarer til et årligt gennemsnitligt afkast på 20,7 procent, og det er svært at få andetsteds.
– En tilbagebetalingstid på bare 1,6 år og en årlig besparelse på knap 150.000 kroner er svær at konkurrere med, når jeg sammenligner med andre typer af investeringer. Nu kan jeg kun ærgre mig over, at jeg ikke har gjort det for mange år siden, siger han.