Til UniLock adgangskontrol har Unitek udviklet en variant af låsecomputeren (dørcontroller) med Ethernet-forbindelse, som anvender IP-kommunikation og forsynes via PoE. Alle eksisterende og nye kunder kan anvende LS10-IP, da den funktionsmæssigt er fuldt ud kompatibel med den eksisterende låsecomputer. Et UniLock-system kan således bestå af begge varianter af låsecomputeren. Sælgere, beregnere og teknikere skal lære mindst muligt nyt, da begge varianter af låsecomputeren har samme pris, fysiske dimensioner og er lige simple at sætte i drift.
I udviklingsarbejdet er det blandt andet sikret, at LS10-IP ikke kræver IP-opsætning ved at bevare identifikation alene på baggrund af låsecomputerens ID-nummer. For kunder er det vigtigt at have for øje, at et adgangskontrolsystem indgår i firmaets drift, og derfor altid skal fungere. Af disse drifts- og sikkerhedsmæssige grunde er UniLock opbygget med fuldkommen decentral styring, således at hver dør er en selvstændigt fungerende enhed. LS10-IP kan levere op til 15W til eksternt forbrug, som kan bruges til at forsyne både lås, læsere og andet eksternt udstyr samt oplade det tilsluttede backupbatteri.
Med PoE-forsyning bliver låsecomputeren afhængig af PoE netværksswitchens luner, hvilket der har været meget fokus på i designet. Derfor indeholder den indbyggede strømforsyning en automatisk justerende strømbegrænser, som modvirker, at der trækkes mere strøm, end switchen tillader. Alternativt vil man kunne risikere, at switchen lukker for PoE-forsyningen. Som ekstra beskyttelse er alle låsecomputerens forbindelser galvanisk adskilt fra Ethernet-forbindelsen for at modvirke problemer med fejlstrømme.
Udover at fungere som et kontrol-punkt (dør), kan den nye LS10-IP også fungere som gateway for PC-programmet til begge varianter af låsecomputeren (CV72 funktionalitet). Gateway-funktionaliteten kan i nogle tilfælde være med til at sænke installationsomkostningerne. UniLock adgangskontrol er et 100 procent dansk udviklet kvalitetsprodukt, der udmærker sig ved at have decentral styring og en meget brugervenlig software. UniLock er et åbent system, der sælges gennem alle anerkendte installatører.