Danmark er på vej til at blive forbundet til Holland. I 2019 skal to parallelle og 325 km lange kabler sende strøm frem og tilbage mellem de to lande, og første spadestik til det omfattende anlægsarbejde blev gjort af bestyrelsesformand i Energinet.dk Kim Andersen (tv) og minister Lars Christian Lilleholt i fællesskab. At der skal lidt festivitas til ved sådan en begivenhed, er meget naturligt – det er nemlig 40 år siden, Danmark sidst blev forbundet med et nyt land. El-kablerne til Tyskland og Sverige er gamle, mens det var Norge, som vi blev koblet på i 1976.
– For en lille nation som Danmark, der har masser af vindkraft, og som vil få endnu mere i fremtiden, bidrager stærke el-forbindelser mod nord og syd både til at holde el-prisen nede og til at holde vindkraftens værdi oppe. Samtidig er forbindelserne til vores naboer et af de helt centrale virkemidler, der er med til at sikre, at vi kan indpasse mere og mere fluktuerende energi i vores el-system og samtidig opretholde vores høje forsyningssikkerhed. Det er væsentligt, at vi har et velfungerende el-marked, hvor producenter kan sælge strøm, hvor efterspørgslen er størst, sagde Lars Christian Lilleholt, inden han satte spaden i jorden ved Energinet.dk’s nuværende højspændingsstation i Endrup ved Esbjerg.
Den nye forbindelse kan forsyne 700.000 forbrugere med strøm.
Kilde: Energinet.dk