Så er energiselskabet NRGi atter taget på grønt “hjernerov” blandt østjyderne og som de to tidligere gange opfordrer selskabet sine andelshavere til at grave de grønne og bæredygtige idéer frem fra gemmerne og sende dem ind til selskabet. De bedste idéer honoreres fra en samlet pulje på fem millioner kroner.
– Med igangværende projekter fra Horsens til Anholt og støtte til bl.a. solceller på forsamlingshuse, energirenoveringer, aktiviitetspladser og rådgivning om energiforbrug, er den bæredygtige udvikling ved at tage fart i Østjylland. Men jeg er sikker på, at østjyderne stadig ligger inde med mange lyse ideer, der venter på at blive ført ud i livet, fortæller Eva Ryberg, der er bestyrelsesformand hos energiselskabet NRGi.
Og det er bare at finde hitte-på-hatten frem, for ingen idé er som udgangspunkt stor, lille eller skør – inden for rimelighedens grænsen.
– Med værdipuljen sigter vi mod at støtte de projekter, der på bedste vis understøtter den bæredygtige udvikling. Der er både plads til de stortænkende, men også de små ideer. Det væsentlige er, at projekterne gør en mærkbar forskel og skaber værdi for vores andelshavere ude i lokalsamfundene, påpeger Eva Ryberg.
Værdipuljens ansøgningsvindue er åbent til og med den 10. november 2017. De udvalgte projekter vil få direkte besked i december.