København har modtaget millioner i støtte fra den statslige bredbåndspulje, og det er ikke rimeligt, hvis støtten sker på bekostning af yderområderne, mener Landdistrikternes Fællesråd, der allerede har fået opbakning fra S og DF.
Rådet er meget klare i spyttet. Ikke bare skal yderområderne have flere penge – København og andre tætbefolkede områder skal slet ikke kunne modtage støtte fra staten på dette område.
– Jeg undrer mig over, at Region Hovedstaden løber med 15,5 millioner kroner og et projekt i København får over tre millioner kroner, mens mange landdistrikter har fået et nej til at få støtte. Det giver ikke mening, siger formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard, der kan se tilbage på en omgang uddeling af støttekroner, hvor yderområder fik nej, mens projekter i bl.a. Storkøbenhavn og Brøndby fik midler.
– Når 300.000 husstande fortsat ikke har tidssvarende bredbånd, frygter jeg, at nogle landområder stadig er frakoblet den digitale fremtid i 2020. Især når statsstøtten også går til Storkøbenhavn. Konsekvensen er, at hussalget går i stå, virksomheder søger væk, og al vækst og udvikling forlader de landområder, som ikke bliver opkoblet til moderne bredbånd, forudser han.
Et bredt flertal i Folketinget vedtog i 2013 en målsætning om, at alle danskere skal have adgang til en bredbåndshastighed på 100/30 mbit. i 2020.