Danmark får stadig mere vind fra store havvindmøller, men er der så at sige vind nok til alle møllerne, eller kan de ligefrem “stjæle” vind fra hinanden? Det skal et projekt på DTU kigge nærmere på, for de såkaldte skyggeeffekter kan nemlig udgøre et problem – hvis man ikke tænker sig om.
– Hvis ikke man tænker strategisk over placeringen af fremtidens store havmølleparker, vil de kunne forårsage en reduktion i elproduktionen fra andre havmølleparker, som er placeret i nærheden, siger Xiaoli Guo fra DTU Vindenergi, der er leder for projektet, der skal foregå sammen med Vattenfall.
Når en vindmølle bliver ramt af vinden og udnytter vindenergien til at producere elektricitet, vil der være mindre vind bag ved vindmøllen. De ”bagvedstående” vindmøller vil derfor producere mindre. Det samme kan være tilfældet med selve parkerne.
– I dag anvendes beregningsmetoder, som tager hensyn til skyggevirkningen inde i en vindmøllepark. Men DTU Vindenergi og Vattenfall vil udvide beregningsmetoden med yderligere to komponenter, lyder det yderligere fra Xiaoli Guo.
De to nye komponenter er skyggevirkningen fra nærtstående havmølleparker og havoverfladeparametre så som bølger. Begge dele er vigtige at inddrage i beregningerne, hvis vi skal få det optimale ud af vindmølleparkerne i fremtiden.
Projektet, som vil være afsluttet i april 2020, vil også undersøge, hvordan skyggevirkningen mellem de store parker kommer til at påvirke planlægningen og driften af elsystemet.
Kilde: DTU