
2021 var det første år i en ny tre-årig strategiperiode for Niras. Og det blev en succesfuld start. Både topline og bundlinje voksede. Omsætningen steg således fra 2,2 mia. kr. til 2,5 mia. kr.
2021 bød ikke alene på en betydelig fremgang i omsætningen, også årets resultat (EBITA) er forbedret fra 116 mio. kr. i 2020 til 132 mio. kr. i 2021. Resultatet er opnået gennem vækst og øget produktivitet, mens omkostningsniveauet kun er steget lidt. Forretningsområderne Byggeri, Procesindustri og Niras Norge bidrager i særlig grad til det gode resultat, mens Niras Sverige og dele af det danske infrastruktur-marked har været mere udfordret.
Aktiviteterne inden for Udviklingsbistand, Miljø og Forsyning stod i 2021 for 41 procent af omsætningen og drives i stor omfang af kravene om en mere bæredygtig samfundsudvikling. Over de senere år er denne dagsorden blevet særdeles aktuel inden for bygge- og anlægs branchen og hos industrien, hvor den drives af investorers og forbrugeres ønsker om bæredygtigere produktion og produkter.
Indsatsen for en mere bæredygtig udvikling har udmøntet sig i nogle historisk ambitiøse planer for en gennemgribende transformation af energisektoren væk fra fossile brændstoffer. Der vil de kommende år blive investeret massivt i grøn energiomstilling, og NIRAS ønsker at være en attraktiv partner i transformationen af energisektoren.
Vi ønsker at spille en vigtig rolle i overgangen til vedvarende energiforsyning. Vi har allerede rigtig godt fat inden for bl.a. miljøundersøgelser og -tilladelser og har spændende projekter relateret til elektrificering, vind, sol, sektorkobling, PtX og Energi-øen i Nordsøen, siger adm. dir. Carsten Toft Boesen.
Kilde: Niras

